Vores historie

Historien bag Pure Rainforest Chocolate

Vores venner på Olsen Fiji Farm (OFF), Jytte og Michael Olsen, investerede i 2008 i et regnskovsareal i den østlige ende af Fiji’s hovedø, Viti Levu, ca to timers kørsel fra hoved-staden Suva. Et forsømt område, som ved hårdt arbejde og investeringer i dag rummer en velfungerende kakaoplantage og et stort selvbygget hus, selvforsynende med energi og vandforsyning fra en vandkilde.

Alt vedr plantagen er manuelt arbejde og udført af voksne fijianere. Mændene står for at trimme regnskoven, så den ikke kvæler kakaotræerne, men samtidig giver træerne den skygge der kræves. Ingen chokolade uden regnskov. Kakaosorten hedder Forastero.

Når vi kalder vores chokolade for håndlavet, så mener vi det: Hver eneste bønne har været i hånden. At lave kvalitetschokolade fra Bean-to-Bar er en lang proces. Vi arbejder med kærlighed og passion for at skabe et gourmetprodukt af fineste kvalitet.

Vi er også glade for at øge aktivitetsniveauet på Bornholm, idet det er et bornholmsk firma, Ole Holm Transport, der står for shipping af bønnerne fra Fiji til Bornholm.

VI ELSKER MØRK CHOKOLADE!

Vi er Heidrun og Hans Jørn Koefoed og er parret bag Pure Rainforest Chocolate.

Bean-to-Bar chokolademagere i Pure Rainforest Chocolate Cafe, Strandvejen 10, 3720 Åkirkeby på Bornholm, hvorfra vi skaber ægte chokolade af høj kvalitet. Vores kakao og chokolade er produceret bæredygtigt, og helt uden brug af tilsætningsstoffer.

Pure Rainforest Chocolate består udelukkende af håndristede og afskallede kakaobønner tilsat økologisk rørsukker .

Smagen er kraftig fordi der er anvendt et minimum af forarbejdning, derved behøver man kun et lille stykke for at få den fulde chokoladesmag og – nydelse.

Chokoladen er hos os håndlavet hele vejen igennem af nøje udvalgt kakao af høj kvalitet.

Kakaobønnerne er importeret fra Olsen Farm Fiji (OFF), hvor kakaotræerne dyrkes bæredygtigt og kemikaliefrit.

På farmen er der ordnede arbejdsforhold, de tre fijianske mænd vedligeholder plantagen, plukker kakaokapslerne, fermenterer og tørrer bønnerne. Alle børn går i skole, der er intet børnearbejde på kakaofarmen.

Vi har en stor passion for mørk chokolade, og som beviste forbrugere ønsker vi at handle og producere chokolade med omtanke for miljøet

Vi bliver rørt af andres levestandard og vi vil vise, at det er muligt at producere et ansvarligt kvalitetsprodukt – fra kakaobønne til gourmetchokolade.

Fiji – især landsbyen Namau, er blevet vores andet hjem og farmerne vores nye familie. Deres taknemmelighed rører os dybt.

Nu importerer vi også kakaobønner fra andre lande. Fra Tabasco regionen i Mexico kommer White Almond Criollo, en sjælden sort, vanskelig at dyrke, der er lys og ligner mælkechokolade, men indeholder ikke mælk! Fra Raises de la Montaña i Guatemala har vi Indio Rojo, en gammel mayansk sort, som de lokale er stolte af at bevare.

Yderligere har vi en Criollo fra Satipo provinsen, et relativt højtliggende område i Peru, bønnen dufter kraftigt af kokos og kanel.

Når du køber Pure Rainforest Chocolate er du med til at sikre farmerne og deres familier en stabil indtægt, forbedre deres levestandard og sikre landsbyens børn ordentlig skolegang.

Samtidig er du med til at bevare regnskoven.

Heidrun er uddannet kok, sygeplejerske, psykoterapeut og healer.

Hans Jørn er uddannet landmand og rørlægger.

Kom og besøg vores åbne chokladeværksted, cafe og jule-lade på Slusegård, Strandvejen 10, 3720 Åkirkeby.

Åbningstider i maj:

Fredag – søndag, kl 12 – 17

Også åbent d. 18/5